REB er tilfældigt valgt navn. Det eneste der betyder noget er at det blev valgt engang.
REB er pladeselskabet der elsker gode historier, gode historier der omgiver vild musik, stille musik... REB mener og tror på, eller udfodrer jer til at skabe mainstream musik, via myter, historier musikkens omgivelser og ikke via mainstream musik.
REB er pladselskabet der er musikkens omgivelser, men som ikke vil være det. REB er pladeselskabet der kræver at der skabes omgivelser for musikken, på hvad end måde det er... man kan forestille sig, formanden sidde og sige, jamen jeg vil bare ikke, jeg vil bare ikke, jeg vil bare ikke være jeres omgivelser, skab jeres egne. Jeg kan kun sige, at han ikke sagde det af ideologiske grunde, men af personlige, han kunne ikke holde til det. REB er lavet af mennesker og dets materialle er verden. Derfor kan der ikke tros på at musikken skal stoppe ved lyden og ikke tros på at skabelsen skal stoppes ved lydende. REB er starten om omgivelsen og derfra skabes der, vi tror på manifester og free jazz.
Lad os da bare sige det som det er. Vi tror ikke på fornyelse, vi tror på at vi ikke skal immitere, dvs. vi skal ikke gengive, ikke bare gengive. Men der er mange måder hvorpå man kan undgå dette. Derimod tror vi på skabelse, på udtryk. Vi tror på at man kun kan ændre verden ved at arbejde og rent faktisk ændre den. Vi tror ikke på dette udsagn af Mister Ra ”most of mine speak of the future. For instance we present FUTURE...NEW HORiZONS...TRANSITION...SUN SONG...BRAiNVILLE. I am deliberately attempting to tempt people to like higher forms. Eventually I will succeed” SUN RA. Vi drømmer ikke om højere former, vi laver former og vi er ligeglade med hvad de er. Vi tror på at det at vi arbejder og udtrykker os i verden er godt. Man kunne næsten sige at vi tror på det ærlige arbejdes kosmiske kraft. Ikke at selve arbejdet ikke kan være noget lort, ikke at det ikke kan være vold, ikke at det ikke kan være grimt og gøre grimme ting mod andre mennesker – for det kan det, vi vil jo ikke indskrænke os selv på den måde, det ville da vist være kreativt selvmord. Næh det ærlige arbejdes kosmiske kraft, skal findes i at det ærlige arbejde kræver at alt kan tages op. Det er en kosmisk erkendelse, der ikke siger så meget om hvad vi kan forstå selv, men kun at alt kan forstås og bliver brugt, af dem der bruger det. Den kosmiske kraft er derfor vitterlig ganske kosmisk og temmelig prosaisk, ligefrem almindelig.
Vi tror på at der en dag vil blive succes, at der er der hver dag. Men vi har også en tro på fremtidig succes, ikke vores, men nogle andres, for vores drømme er de drømme vi har og vi diktere ikke fremtiden derved, men ved at skabe og gøre dem, gøre vores magt gældende i verden, på de præmisser som vores drømme og interkekt og skaben diktere. Men vi har en drøm om fremtiden, en drøm af den romantiske slags, dem man så og sige altid opdager, når man selv har en af dem og rent faktisk får den opfyldt, ikke gør ens liv en skid lettere, det stopper kraft edmne ikke der.... LORT. Sådan en drøm har vi om fremtiden, at det en dag bliver lettere for fremtiden og verden.
Men musik er altså ikke at immitere, det er at skabe, det er at skabe lige der hvor man er omkring hvor man er, sådan som man er eller som man gerne vil være osv.
Det er ikke fordi vi ikke gerne vil lave smuk musik, det er ikke fordi vi ikke gerne vil lave hvad end der skal laves og vil laves. Det er heller ikke fordi vi ikke mener at musik er dyrkelse, at man ikke kan dyrke musikken osv. Vi vil ikke lave revolutionær musik, men hævde at vi er her, vi vil hævde at også vi kan elskes, at også vi kan forstås og nogen vil forsøge at afstikke rammerne for forståelse i deres omgivelser og nogle vil gøre det umuligt osv. Vi vil ikke lave revolutioner, sådan en omgivelse er REB i hvert fald ikke, men der kan jo skabes revolutioner i REB'et.
Jeg er sikker på at REB vil eller for nogen vil fremstå revolutionær, omstyrtende, det er forkert, det eneste vi siger er, du kan elske os og det er aldrig dårligt at elske og vi siger du kan elske os, det er ikke farligt. Det kræver at du hengiver dig, det kræver at du går ind på præmisserne, vi giver dig præmisserne – måske – men du behøver ikke, det kan være du ikke har tid.
"You see, everyone is screaming 'Freedom,' but mentally, everyone is under a great strain. But now the truth is marching in, as it once marched back in New Orleans. And that truth is that there must be peace and joy on earth. Music really is the universal language, and that's why it can be such a force. Words, after all, are only music.” Albert Ayler og musik er trods alt kun sprog, det er ikke der begrænsningen ligger. Og fred og lykke på jorden, den marchere ind, ind i os, den handler om at der er plads til os alle sammen og hvis der ikke er, så kan man hører det, så bør man kunne hører det, det er dette som musik handler om, det handler om at lytte og spille, spille så andre kan hører det. Hvis man gør det handler det ikke så meget om at skabe plads, det handler ikke så meget om det, som det handler om at man lytter og spiller. Alle der har været med til at spille sådan musik, ved det, ved at det er det som det handler om, det handler om at blive frie.
Det kan virke som om det er det modsatte REB vil, dvs. at REB vil interlektualisere musikken, det er det ikke, det vi vil med omgivelser er at give musikken tilbage til alt, give den tilbage til hverdagen, til gaden, til sproget. Dvs. omvendt, give musikken sproget, give musikken hverdagen, give musikke gaden, give den solen, give den alt, give den hvad som helst. Det er det vi vil, være venlige mod musikken.
REB forstår frygten, forstår hvor frygten kommer fra, REB taler selvfølgelig om den frygt der følger med at interlektualisere musikken. Den handler om den interlektualisering der allerede er, den som er fulgt med markedet, med musikken som en vare. At se musik som vare kræver om noget en interlektuel operation, næsten en transplatation, hvis man må være så fri. Interlektualiseringen af musikken er i dag af generel art, den foregår på scener, den udgives officielt, den indspilles, den spilles, der er nogen der kan spilles og nogen der ikke kan, der er nogen som spiller en genre og andre der spiller en anden genre, endda nogen som ikke spiller nogen genre og nogen som spiller en anden osv. Langt mere end det er interlektuelt arbejde der lægger bag er det formalisering, en formalisering vi lærer at føle og ikke en formalisering vi kan føle. Hvis man må være så fri at komme med en lille begrundelse herfor, så handler det jo selvfølgelig om at man ikke føle en sådan lang og mærkelig tradition. Den er grim denne tradition.
Nej vi tror faktisk ikke at der er noget galt med at være interlektuelle.Vi tror på at det interlektuelle gives af følelser, ingen ideer kan tænkes uden at de kan føles, en stor forståelse af ideer kræver store følelser, det kræver store sammenhænge, inden i hovedet osv.
Musikken skal ikke beskrives som genre, men som hvad der er blevet gjort, hvad der er spillet, hvad der er på, hvordan og med hvilke begreber folk skal lytte ”de skal lytte med lokummet, de skal lytte med anus, hvis de kan.” Hr. Algod
