Silver Jews har aldrig været min favorit, selvom de da har lavet nogle ok sange. Nu siger de stop og så mener den kære Bergman så åbenbart, at han kan åbne op for sine dunkle hemmelighed. Det er tæske sjovt, det er det fanme. Det er ikke bare lidt sjovt, det er utroligt sjovt, det er sjovt på en måde der er lige præcis så klassisk, at jeg overhoved ikke fatter nogen tragik.
Og så... læg mærke til de sidste sætninger - der er behov for, at retfærdigheden sker fyldest, der stopper det næsten med, at være sjovt... men fucking ikke helt, jeg forestiller mig hvordan han sammen med 5 kunstnertyper, 5 af de mere smadrede typer, 5 der ingen succes har haft, 5 som har udviklet deres kunst i det skjulte, i ensomhed og som kun har haft dyr og måske deres sexpartnere som tilskuerer, deltagerer og ja mest af alt har de udviklet en fiktion af vold, afmagt osv. Mens FarBergman er af den anden skole... det bliver et smukt møde, FarBergman, kunne han ikke godt vise sig, at sluge enhver af de dickslappinger som de kunne finde på.
My Father, My Attack Dog
Now that the Joos are over I can tell you my gravest secret. Worse than suicide, worse than crack addiction:
My father.
You might be surprised to know he is famous, for terrible reasons.
My father is a despicable man. My father is a sort of human molestor.
An exploiter. A scoundrel. A world historical motherfucking son of a bitch. (sorry grandma)
You can read about him here.
www.bermanexposed.org
My life is so wierd. It's allegorical to the nth. My father went to college at Transylvania University.
You see what I'm saying.
A couple of years ago I demanded he stop his work. Close down his company or I would sever our relationship.
He refused. He has just gotten worse. More evil. More powerful. We've been "estranged" for over three years.
Even as a child I disliked him. We were opposites. I wanted to read. He wanted to play games.
He is a union buster.
When I got out of college I joined the Teamsters (the guards were union organized at the Whitney).
I went off to hide in art and academia.
I fled through this art portal for twenty years. In the mean time my Dad started a very very bad
company called Berman and Company.
He props up fast food/soda/factory farming/childhood obesity and diabetes/drunk driving/secondhand smoke.
He attacks animal lovers, ecologists, civil action attorneys, scientists, dieticians, doctors, teachers.
His clients include everyone from the makers of Agent Orange to the Tanning Salon Owners of America.
He helped ensure the minimum wage did not move a penny from 1997-2007!
The worst part for me as a writer is what he does with the english language.
Though vicious he is a doltish thinker
and his spurious editorials rely on doublethink and always with the Lashon Hara.
As I studied Judaism over the years, the shame and the shanda,
grew almost too much. my heart was constantly on fire for justice. I could find no relief.
This winter I decided that the SJs were too small of a force to ever come close to
undoing a millionth of all the harm he has caused. To you and everyone you know.
Literally, if you eat food or have a job, he is reaching you.
I've always hid this terrible shame from you, the fan. The SJs have always stood autonomous and clear.
Hopefully it won't contaminate your feelings about the work.
My life has been riddled with Ibsenism. In a way I am the son of a demon come to make good the damage.
Previously I thought, through songs and poems and drawings I could find and build a refuge away from his world.
But there is the matter of Justice.
And i'll tell you it's not just a metaphor. The desire for it actually burns.
It hurts.
There needs to be something more. I'll see what that might be.
DCB
if you want to know what evil Herr Attackdog is currently up to look here:
http://www.alternet.org/workplace/120426/ad_wars:_'dr._evil'_vs._unions_over_employee_free_choice_act/)
Kostya Tszyu
Kostya Tszyu er en temmelig fabelagtig bokser, en rigtig yngling ud i kroppens filosofi. Især denne kamp mod Vernon Forest, en senere verdensmester og hvis jeg ikke husker forkert nutidig mester, er udtryk for Kostya Tszyu helt fabelagtige kombination af reflekser, brutalitet, fleksibilitet og overlegen teknik.
Hans historie som bokser er lidt omtumlet, især fordi han, som han også gør i denne kamp, bliver stående ret op og ned foran sin modstander og tror på, at han kan ramme sin modstander før han selv bliver ramt - det kan han ikke altid. En anden og for mig mere sørgelig grund er, at han mister noget af sin fabelagtige kropskontrol, han slår stadig som en hest som vi skal se i kampen mod Judah, men hvor han engang ville have kunnet matchet Judah i hurtighed, er han nu henvist til, at tæske en lige højre i fjæsset på ham og vinde en kamp der egentlig på papiret var Judahs.
De næste kampe er fra hans storhedstid. Det er kampe hvor han går henover sine modstandere, der er plads til mere brutalitet og dermed en væsentlig udvidelse af udfoldelses mulighederne i professionel boksning og det sørger kostya for, at udnytte.
Her en tidlig kamp
Her mod Jan Bergman
Her mod Ruelas
¨
Her mod Miguel Angel Gonzalez
Den sidste kamp jeg har valgt at vise er Judah kampen. Den er ikke køn, men det ser rigtig sjovt ud da Judah bliver ramt. Judah er en ret sørgelig historie, ufattelig talentfuld kropsligt, hurtig, rimelig kraftfuld og udstyret med et væld af slag, men også ufattelig god til at gøre sig selv til grin, fx ved, at lave denne lille dans, mens han forsøger at overbevise dommeren om et eller andet og bliver vinket af. Det skal siges, at jeg mener dommeren skulle have talt over ham. Han ser absolut ud til, at være ramt, men han ser også ud til, at komme ret hurtigt op da han ser, at dommeren vinker kampen af. Mht Kostya, ja så er det sgu ikke hans smukkeste kamp, jeg har set flere der siger, at han uanset hvad ville have vundet kampen, at hans lige højre var designet til en mand som Judah, sådan ser det ikke ud for mig, men på den anden side, Judah, han ser ud til at være i stand til at smide enhver kamp væk, hvis bare der er den mindste kvalitet i modstanderen.
Subscribe to:
Posts (Atom)
