Et lille Cronenberg citat.

"The very purpose was to show the unshowable, to speak the unspeakable. I was creating certain things that there was no way of suggesting because it was not common currency of the imagination. It had to be shown or else not done. I like to say during the course of the film, i'm going to show something that you're not able to believe, because it'll be so outrageous or ridiculous or bizarre. But i'm going to make it real for you. I'm going to show you this is for real" (s.43, Cronenberg on Cronenberg)
Jeg arbejder stadig med at finde et label for hvad det er der interessere mig så meget ved dette citat - hvorfor er denne slags udsag så brugbare for det litteratursyn (kunstsyn passer ikke, for mig er film skriftelige, de deler i hvert fald nogle karakteristika med skriften og de er værker... så snart vi taler om egentlige værker, tror jeg vi er over i det område som interessere mig vedr skriften.) som jeg forsøger at oparbejde. Cronenbergs udsagn handler også om dette: det skal være stærkt, for det er hans måde, at gøre filmen nødvendig på, hans films nødvendighed starter ved sådanne udsagn som disse, ved sådanne frembringelser som han referer til.
Men jeg har svært ved at forstå ham. Hvordan virker Cronenberg. Min forståelse stopper der hvor jeg skal bruge ham. Min seksualitet kan næppe revolutioneres ved at jeg gror/får indopereret en pik i min armhule. Og vel endnu mindre hvis denne pik er en blodsuger frem for en Spooler. Det er inden for denne manglende forståelse at jeg bliver allermest interesseret for han virker virkelig, han sætter temmeligt meget frit for mig, jeg elsker at se ham og jeg ser ham for at bruge ham, billederne virker.
Det er det vi søger - det er åbenbaringer, det er mirakler, det er skabelser, en billedskabelse, en skriftskabelse.... det er dette ord vi leder efter, indtil videre er det skriftskabelser. Skriftskabelser er den forbindelse der er mellem en skriftelig skabelse, en virkeliggørelse af skriften. Når Cronenberg er nødvendig er det fordi han gør en hvis form for nødvendighed i filmen, i skriften til sit emne, eller til det sted hvori hans emner spiller. Men al skrift kan ses som havende miraklets form, være en skriftlig skabelse.
Når N. Frye taler om at man med biblen ikke behøver at tale om æstetisk bedømmelse så taler om hvad biblen er blevet til. Den er ikke længere kun en bog og det var den virkelig aldrig. Men biblen er det ultimative eksempel på en tekst der vokser ud i samfundet og ind i det og som bliver umuligt, at læse som blot en tekst. Den er skrifteligskabelse. Skriften der er blevet virkelig, men skriften kan også handle inden for sig selv, "Gud sagde: Der skal være lys". Disse to former hænger sammen. Den indre og den ydre skabelse.