Frye og kritiske bedømmelser.

Nothrop Frye er en af mine helte. Han er en af de mest umulige helte jeg har. Men han siger tingende så fantastisk og han siger dem uden filosoffernes latterligheder, han taler ikke om verden, ikke om bedre steder, hvis han taler om noget, taler han om hvad litteratur der interessere ham og han taler dermed med den, inden for sine interesser og ja hans interesser er temmeligt fede, selvom det faktisk ikke altid ser sådan ud.
Og endnu en ting. Af de store litterære kritikkere i amerika er Bloom også god, men han er ikke en helt, han er en temmelig vild maskine, meget meget nuaceret producerende, mens han læser. Og alligevel er han ubehagelig, hans interesse er ikke skabelse, men beherskelse... Frye er lige omvendt og DET KA JEG LI.

“jeg forstod tideligt i min karriere som litteraturkritikker, at vurderingen af et værk er en underordnet og uvæsentlig funktion i den kritiske proces, i bedste fald et tilfældigt biprodukt, som aldrig bør have lov at spille en hovedrolle inden for den litterære kritik. Det er ofte blevet sagt, at det at vælge en digter at udtale sig om frem for en anden, indebærer en værdidom. Dette er sandt – men det siger så tilgengæld noget om, hvor værdidommene hører hjemme: sammen med de foreløbige arbejdshypoteser, hvor de altid kan gøres til genstand for revision. De er ikke i egentlig forstand udgangspunktet for det kritiske arbejde. Hvis man accepterer den normlae værdidom over Shakespeare, kan det godt blive årsagen til, at man fortsætter med at studere hans værker. Men den forskning, der følger heraf, vil aldrig være bygget på denne værdidom. Og det samme gælder i endnu højere grad forskningens mål. Svaret på spørgsmålet: 'hvorfor er det mere givende at tale om A end om B?' kan, i det omfang der overhoved gives et svar, kun findes ved fortsat arbejde mmed A. Yderligere arbejde med A kan i sidste ende fre os hinsides litteraturen og frem til det større spørgsmål om ordenees sociale funktion. Vurderingen der nødvendigvis må holde sig inden for litteraturens rammer, blokerer for dette bredere perspektiv. Bibelen undgår denne forhindring, hovedsagelig fordi alle spørgsmål om dens litterære værde er så iøjenfaldende overflødige. Derfor førte den mig efterhånden uden for litteraturen og ind i den større sproglige kontekst, hvoraf litteraturen er en del.” s. 28 Den store kode.

Hvis dette syn var det fremherskende, ville vi have en meget anden verden. Vi ville fx ikke have dette andmelderi, hvori vi forsøger, at bedømme, bedømme og bedømme. Bedømmelsen sætter værkerne i et andet lys, især fordi de er så enerådende som talen om værker. Men man kan ikke høre, mens man bedømmer. Der er en snak, fx har Stjernefelt noget om det i sin bog med Søren U. Thomsen (som er meget interesant og utrolig dårlig). Stjernefelt forsøger, at beskrive hvordan værkernes værdi er blevet udslettet fra den offentlige diskurs. Han mener, at den forsvinder fordi der hersker en negativisme, det vigtige bliver værkets regelbrud, dets overkommen af normerne osv. og for Stjernefelt hat denne negativisme ført til, at det eneste der er vigtigt nu overhoved er, at sige, at dette værk, denne kunstner har overtrådt normerne, intet om hvordan, intet om hvorfor og for Stjernefelt er det også vigtigt, at sige: intet om hvor godt. Jeg vil skide på godt, det viser sig selv. Men hvordan interessere mig og også hvorfor. Ingen af dem i absolut forstand, men netop fordi jeg syntes det er sjovt, at smadre ting. For mig er det lige omvendt. Man stopper med at læse når man bedømmer og altså gør man noget andet end at bedømme værdi, hvis man bedømmer godt.