Homoerotisk selskab

Denne blog er den samlede blog for homorerotiskselskab. Homoerotiskselskab er et filosofisk selskab som laver filosofisk projekter I mange forskellige former.

Homoerotiskselskab er et filosofisk selskab der startede som en venskabsgruppe, et band og et party dyr. Dets filosofiske retning fremkom som produktet af den smertelige erkendelse, som unge middelklasse drenge en dag, når de bliver til mænd og får rigtige venner, vågner op til, at de grundet opdragelse, eller miljø eller hvad der nu end spiller ind, må nøjes med kvinder.

Den eneste fællesnævner for selskabets aktiviteter er, at vi går ind for skabelse på tværs at materielle forekomster og at vi hvis vi vil have et andet samfund er dette samfund. Vi er anti ideologiske og hævder intet for 'alle', men nægter kun andre, at gøre det for os, hvis de genere os. DET FÆLLES FOR OS ER TROEN PÅ AT BEGREBER ER SOCIALE og at filosofisk arbejde angår, at skabe verden omkring os.


Homoerotisk Selskab

Homoerotisk selskab, er et selskab, der går dybere end menneskekærlighed. Vi er vores genus, YEAH

Sport og skønhed

This present article is more about a spectator’s experience of Federer, and its context. The specific thesis here is that if you’ve never seen the young man play live, and then do, in person, on the sacred grass of Wimbledon, through the literally withering heat and then wind and rain of the ’06 fortnight, then you are apt to have what one of the tournament’s press bus drivers describes as a “bloody near-religious experience.” It may be tempting, at first, to hear a phrase like this as just one more of the overheated tropes that people resort to to describe the feeling of Federer Moments. But the driver’s phrase turns out to be true — literally, for an instant ecstatically — though it takes some time and serious watching to see this truth emerge.

Beauty is not the goal of competitive sports, but high-level sports are a prime venue for the expression of human beauty. The relation is roughly that of courage to war.

The human beauty we’re talking about here is beauty of a particular type; it might be called kinetic beauty. Its power and appeal are universal. It has nothing to do with sex or cultural norms. What it seems to have to do with, really, is human beings’ reconciliation with the fact of having a body.(1)

Det skulle være klart, at det hører sammen med et tema der interessere mig. Det interessere imidlertidig ikk ehelt på samme måde som det gør for Wallace. For mig har det den skønhed ikke en skid med at human beings’ reconciliation with the fact of having a body, ikke en skid, det er derimod kroppens suverænitet, det er ikke en overskridelse af kroppen, det er tværtimod direkte i kroppen, det er at være direkte i kroppen og de evner de bevæger sig ud af kroppen.
For mig er Fedderers skønhed ikke anderledes end min egen og de faelagtige bevægelser han afslutter med vindere, dem har han nok flere af en mig, men også jeg spiller sport for at opleve dette, disse øjelikke.
Men det er en anden type af disse sportsudøvere der virkelig fascinere mig, det er dem som har en arrogance som ligner sløvhed. Det er næsten som om de beskytter sig selv mentalt ved ikke at spille op til deres bedste, alle kan se det, de ved det selv, hvis de mister bolden eller bliver slået ud, så er det et uheld. Af boksere er det den art af denne type som samtidigt har en totalt umuligt fighter hjerte, som masser sig igennem og vinder... her Duran og Toney. Midt i ders sløvhed har de virkelig nok styrke til at vinde, mere mod, mere hjerte, mere vildskab, mere hidsighed (duran) end den anden.

nå men hele Davis foster Wallace artikel ligger her. http://www.nytimes.com/2006/08/20/sports/playmagazine/20federer.html og den er meget god.