Charles Ives

Mest af alt stammer dette fra Karl aage Rasmussens bog 'har verden en klang'. Det kan være jeg retter stavefejl senere, men nu vil jeg have morgenmad, så det må i leve med.


Der var engang en flink ung mand (som havde studeret ved Boston konservatoriet) som sagde til min far: Hvordan kan de dog holde ud at høre gamle John Bell synge i koret? Min var svarede: Han er udsøgt musikalsk. Den unge mand var skrækslagen: Jamen han synger jo falsk, forkerte toner og det hele, og den frygtelige ru stemme. Han brøler løs og rammer tilfældige toner, det er rædselsfuldt! Far sagde: Betragt ham nøje og med ærefrygt, se på hans ansigt og lyt til slægtens musik, læg ikke for meget mærke til lydende, for så går du måske glip af musikken. Man får ikke en vild herorisk tur til himlen med små pæne lyde.... En historie fortalt af Charles Ives.

Igen: Min gud, hvad har musik med lyd at gøre? Det som den lyder som er måske slet ikke hvad den er!

En komponist bruger alt, dristigt, grænseoverskridende, naturnødvendigt, rasende i sine metaforer, i sine operarer, i sin fløjten på vej til arbejde, så han kan male hus med det til en del af sin morgenbøn - alt kan han hvis han er ganske sikker på at det er en del af ham selv. Og så vil hans musik have alt hvad den bør have af oprigtighed, ædelhed, styrke og skønhed, ligegyldigt hvordan den lyder.

Substans har den musik der har styrke til at nedbryde de grænser i tilværelsen der skjuler helheden for os, maner vedrører om musik er god æstetisk set.

"Ives kunstsyn var et livssyn der tog selvmodsigelser på sig, fordi afskaffelsen af modsigelser altid blot betyder at udelukke noget fra helheden" s. 134

"han anbefalede at hver gang en kunstner fik tildelt en hæderspris burde der følge en tilgroet kartoffelmark med, så pristageren kunne få lov t grave lidt i det virkelige liv" s.135

"Musik er middel til aktivitet og erkendelse - ikke en lænestol for ørene" 135

"Det er uvæsentligt om Ives musik lyder godt eller dårligt, den må give plads for hele den menneskelige erfaring, og her er en topkarakter i æstetisk vellykkethed ikke til megen nytte" 135

"Så han slog portene op på vid gab til musikkens totale område, fra salmer, brigademarcher osv.. ikke for at være moderne (eller postmoderne for den sags skyld) men for at vise at alle de trygge afgrænsninger kun findes i vores hoveder, ikke i livet selv" 136

Af Ives selv igen "Min gud, hvad har musik med lyd at gøre? Det den lyder som er måske slet ikke hvad den er!" 136

Værket er for Ives ikke et nøje planlagt indelukke, men et udsnit af mangfoldighed. Det stiller spørgsmål ude samtidig at give svar: Spørgsmål om hvordan musikken bruges, hvordan den høres, tænkes og vurderes s. 138

Ives fik ry som en slags musikalsk Edison fordi han foregreb en masse teknikker og holdninger - til det svarede han: "er det måske min skyld?" Og nej det var det jo ikke.

"Hans musik er en lang udfordring til selvstændig åndelig aktivitet - John Cage har sagt "koncertgængeren skal selv gøre noget, ikke gøres noget ved".

Charles Ives har skrevet en bog der hedder Essays Before a Sonata som jeg næsten ikke kan anbefale nok. Det er sjovt nok klassiske musikkerer der skriver bedst om musik, fordi de ellers generelt er dem som i hvert fald i forhold til den slags lyd dyrkelse jeg er indvolveret i, er længst væk. De er selvfølgelig vældigt dyrkbare som musikkere. Af skrivende musikkere kan nævnes Harry Partch (hans Genesis of a Music er den bog der når op på siden af Ives, den er helt suveræn, der kommer sgu nok noget mere om ham senere), Henry Cowell (han har skrevet en biografi om Ives som er forholdsvis god, men også for sød), men han har også skrevet flere andre bøger og der står guldranede ting indimellem, John Cage, jeg har især nydt den bog der hedder "conversations with Cage" og sidste med ikke mindst Morton Feldman som har udgivet en masse mærkgelige små ting i nogle flotte bøger. Det er i øvrigt symptomatisk at disse musikkere skriver bedre end langt de fleste samfundsteoretikkere om samfundet. De skriver ganske enkelt klart og tydeligt om det og de ser ud til virkelig, at vide noget om det, at skabe.

Nå men dette handler om Charles Ives. Pionær USA er en forholdsvis stor nydelse at beskæftige sig med, det er skabelsen af et land og det er skabelsen af et kæmpe stort land fuldt af syrehovedet (og syrehoveder, ja de er ikke altid gode mennesker, men det er tæskeedme smukke) men vel og mærke syrehoveder der på meget meget kort tid, nåede, at skabe det mest brølende land i verden. Charles Ives essays before a sonata handler om Emerson, Thoreau, Alcotterne og sidst men ikke mindst Hawthorne. Men lige så meget handler den om hvad man kan ville med musik og det er eddermamer ikke lidt. De sonater bogen er før og som den egentlig skal forberede hørelsen af forsøger at genskabe den fuldstændigt vanvittige og i sandhed trancendentale ånd som der herkskede i Concord Massachusetts, hvor alle disse mennesker residerede, i det gamle amerika. Disse mennesker er fødslen af den amerikanske pragmatisme i dens mest smukke begyndelse, mest fabelagtige og Ives er som man kan læse ovenfor viderføreren. Men han er det endnu mere end man har fået fornemmelsen af ved, at læse indtil nu. For Ives levede ikke af at lave musik. Tværtimod var han en af pionerende inde for forsikringsbranchen USA, han skrev fx den mest brugte lære bog om forsikringssalg. Ives valgte forsikringsbranchen som en branche hvor han kunne gøre godt, han så det som en nødvendighed for USA's befolkning. Og hans forsikringsselskab var vel og mærke ret succesfuldt. Hvis man skal tage de bøger jeg har læst for gode varer, så var Ives forsikringsarbejde en forlængelse af hans musiskearbejde og omvendt. Dette er pragmatisme.
Af Ives Musik kan især andbefales nogle optagelser der hedder early pianosuites. Jeg har mest holdt mig til de mindre værker, især fordi jeg ikke rigtig har lært, at hører på symfoniorkestre endnu.