Som en del af et større forsøg på, at kortlægge hvordan arkitektur, byplanlægning, lokalplaner osv. bliver til i DK, starter vi ud med en lille gennemgang af hvordan pladsen, Ishøj Centrum blev omskabt til Klydens Plads.
Her er en video med arkitekten.
http://www.insideishoj.dk/webtv.aspx?ID=3&clip=538.
Det som interessere os er især hvordan kommunen er kommet frem til pladsens udformning, funktion og arkitektoniske udtryk. Hvad er blevet bestilt, hvem har bestilt det, hvem har været med i udformningen af det bestilte. Især vil vi gerne sætte et vist fokus på hvordan borgergrupper arbejder i forbindelse med udformningen af en sådan plads.
Det som interessere os ved denne plads er for det første, at flere homoeroter kommer fra Ishøj og gennem længere tid er blevet forfærdet over omformningen af Ishøj. Ikke så meget fordi arkitekturen nogensinde har været noget at råbe hurra for, men den har nogle styrker og den har altid rummet visse problemer, spørgsmålet er om omformningen (renoveringen) af Ishøj spiller på de styrker og de problemer som i forvejen er.
Der skal ikke herske umiddelbar tvivl om, at vi ikke mener det helt er tilfældet. Projektet her er startet af Herman Spoole, som fik et grineflip under en gåtur med sin mor og lillebror juleaftens dag, da han kom ind på denne plads og spørgsmålet meldte sig meget hurtigt, hvad fanden har kommunen bestilt for at få det her, det er jo totalt ubrugeligt.
Selve pladsen består nu af, en lang beton-bænk, der buer og indkapsler pladsen. Nogle forskellige betonklodser, lidt legeplads og en stor metal og glas konstruktion som skal tjene som ly for optrædende.
Projektets mere visionære sigte er, at forsøge at se på de processer der fører til ny arkitektur og på længere sigt, at forsøge at finde processer der fx ville være i stand til, at svare på de problemer og styrker som en by som Ishøj har. En sådan process kræver i høj grad originale samfundsanalyser og en høj grad af ny-tænkning.
Charles Ives
Mest af alt stammer dette fra Karl aage Rasmussens bog 'har verden en klang'. Det kan være jeg retter stavefejl senere, men nu vil jeg have morgenmad, så det må i leve med.
Der var engang en flink ung mand (som havde studeret ved Boston konservatoriet) som sagde til min far: Hvordan kan de dog holde ud at høre gamle John Bell synge i koret? Min var svarede: Han er udsøgt musikalsk. Den unge mand var skrækslagen: Jamen han synger jo falsk, forkerte toner og det hele, og den frygtelige ru stemme. Han brøler løs og rammer tilfældige toner, det er rædselsfuldt! Far sagde: Betragt ham nøje og med ærefrygt, se på hans ansigt og lyt til slægtens musik, læg ikke for meget mærke til lydende, for så går du måske glip af musikken. Man får ikke en vild herorisk tur til himlen med små pæne lyde.... En historie fortalt af Charles Ives.
Igen: Min gud, hvad har musik med lyd at gøre? Det som den lyder som er måske slet ikke hvad den er!
En komponist bruger alt, dristigt, grænseoverskridende, naturnødvendigt, rasende i sine metaforer, i sine operarer, i sin fløjten på vej til arbejde, så han kan male hus med det til en del af sin morgenbøn - alt kan han hvis han er ganske sikker på at det er en del af ham selv. Og så vil hans musik have alt hvad den bør have af oprigtighed, ædelhed, styrke og skønhed, ligegyldigt hvordan den lyder.
Substans har den musik der har styrke til at nedbryde de grænser i tilværelsen der skjuler helheden for os, maner vedrører om musik er god æstetisk set.
"Ives kunstsyn var et livssyn der tog selvmodsigelser på sig, fordi afskaffelsen af modsigelser altid blot betyder at udelukke noget fra helheden" s. 134
"han anbefalede at hver gang en kunstner fik tildelt en hæderspris burde der følge en tilgroet kartoffelmark med, så pristageren kunne få lov t grave lidt i det virkelige liv" s.135
"Musik er middel til aktivitet og erkendelse - ikke en lænestol for ørene" 135
"Det er uvæsentligt om Ives musik lyder godt eller dårligt, den må give plads for hele den menneskelige erfaring, og her er en topkarakter i æstetisk vellykkethed ikke til megen nytte" 135
"Så han slog portene op på vid gab til musikkens totale område, fra salmer, brigademarcher osv.. ikke for at være moderne (eller postmoderne for den sags skyld) men for at vise at alle de trygge afgrænsninger kun findes i vores hoveder, ikke i livet selv" 136
Af Ives selv igen "Min gud, hvad har musik med lyd at gøre? Det den lyder som er måske slet ikke hvad den er!" 136
Værket er for Ives ikke et nøje planlagt indelukke, men et udsnit af mangfoldighed. Det stiller spørgsmål ude samtidig at give svar: Spørgsmål om hvordan musikken bruges, hvordan den høres, tænkes og vurderes s. 138
Ives fik ry som en slags musikalsk Edison fordi han foregreb en masse teknikker og holdninger - til det svarede han: "er det måske min skyld?" Og nej det var det jo ikke.
"Hans musik er en lang udfordring til selvstændig åndelig aktivitet - John Cage har sagt "koncertgængeren skal selv gøre noget, ikke gøres noget ved".
Charles Ives har skrevet en bog der hedder Essays Before a Sonata som jeg næsten ikke kan anbefale nok. Det er sjovt nok klassiske musikkerer der skriver bedst om musik, fordi de ellers generelt er dem som i hvert fald i forhold til den slags lyd dyrkelse jeg er indvolveret i, er længst væk. De er selvfølgelig vældigt dyrkbare som musikkere. Af skrivende musikkere kan nævnes Harry Partch (hans Genesis of a Music er den bog der når op på siden af Ives, den er helt suveræn, der kommer sgu nok noget mere om ham senere), Henry Cowell (han har skrevet en biografi om Ives som er forholdsvis god, men også for sød), men han har også skrevet flere andre bøger og der står guldranede ting indimellem, John Cage, jeg har især nydt den bog der hedder "conversations with Cage" og sidste med ikke mindst Morton Feldman som har udgivet en masse mærkgelige små ting i nogle flotte bøger. Det er i øvrigt symptomatisk at disse musikkere skriver bedre end langt de fleste samfundsteoretikkere om samfundet. De skriver ganske enkelt klart og tydeligt om det og de ser ud til virkelig, at vide noget om det, at skabe.
Nå men dette handler om Charles Ives. Pionær USA er en forholdsvis stor nydelse at beskæftige sig med, det er skabelsen af et land og det er skabelsen af et kæmpe stort land fuldt af syrehovedet (og syrehoveder, ja de er ikke altid gode mennesker, men det er tæskeedme smukke) men vel og mærke syrehoveder der på meget meget kort tid, nåede, at skabe det mest brølende land i verden. Charles Ives essays before a sonata handler om Emerson, Thoreau, Alcotterne og sidst men ikke mindst Hawthorne. Men lige så meget handler den om hvad man kan ville med musik og det er eddermamer ikke lidt. De sonater bogen er før og som den egentlig skal forberede hørelsen af forsøger at genskabe den fuldstændigt vanvittige og i sandhed trancendentale ånd som der herkskede i Concord Massachusetts, hvor alle disse mennesker residerede, i det gamle amerika. Disse mennesker er fødslen af den amerikanske pragmatisme i dens mest smukke begyndelse, mest fabelagtige og Ives er som man kan læse ovenfor viderføreren. Men han er det endnu mere end man har fået fornemmelsen af ved, at læse indtil nu. For Ives levede ikke af at lave musik. Tværtimod var han en af pionerende inde for forsikringsbranchen USA, han skrev fx den mest brugte lære bog om forsikringssalg. Ives valgte forsikringsbranchen som en branche hvor han kunne gøre godt, han så det som en nødvendighed for USA's befolkning. Og hans forsikringsselskab var vel og mærke ret succesfuldt. Hvis man skal tage de bøger jeg har læst for gode varer, så var Ives forsikringsarbejde en forlængelse af hans musiskearbejde og omvendt. Dette er pragmatisme.
Af Ives Musik kan især andbefales nogle optagelser der hedder early pianosuites. Jeg har mest holdt mig til de mindre værker, især fordi jeg ikke rigtig har lært, at hører på symfoniorkestre endnu.
Der var engang en flink ung mand (som havde studeret ved Boston konservatoriet) som sagde til min far: Hvordan kan de dog holde ud at høre gamle John Bell synge i koret? Min var svarede: Han er udsøgt musikalsk. Den unge mand var skrækslagen: Jamen han synger jo falsk, forkerte toner og det hele, og den frygtelige ru stemme. Han brøler løs og rammer tilfældige toner, det er rædselsfuldt! Far sagde: Betragt ham nøje og med ærefrygt, se på hans ansigt og lyt til slægtens musik, læg ikke for meget mærke til lydende, for så går du måske glip af musikken. Man får ikke en vild herorisk tur til himlen med små pæne lyde.... En historie fortalt af Charles Ives.
Igen: Min gud, hvad har musik med lyd at gøre? Det som den lyder som er måske slet ikke hvad den er!
En komponist bruger alt, dristigt, grænseoverskridende, naturnødvendigt, rasende i sine metaforer, i sine operarer, i sin fløjten på vej til arbejde, så han kan male hus med det til en del af sin morgenbøn - alt kan han hvis han er ganske sikker på at det er en del af ham selv. Og så vil hans musik have alt hvad den bør have af oprigtighed, ædelhed, styrke og skønhed, ligegyldigt hvordan den lyder.
Substans har den musik der har styrke til at nedbryde de grænser i tilværelsen der skjuler helheden for os, maner vedrører om musik er god æstetisk set.
"Ives kunstsyn var et livssyn der tog selvmodsigelser på sig, fordi afskaffelsen af modsigelser altid blot betyder at udelukke noget fra helheden" s. 134
"han anbefalede at hver gang en kunstner fik tildelt en hæderspris burde der følge en tilgroet kartoffelmark med, så pristageren kunne få lov t grave lidt i det virkelige liv" s.135
"Musik er middel til aktivitet og erkendelse - ikke en lænestol for ørene" 135
"Det er uvæsentligt om Ives musik lyder godt eller dårligt, den må give plads for hele den menneskelige erfaring, og her er en topkarakter i æstetisk vellykkethed ikke til megen nytte" 135
"Så han slog portene op på vid gab til musikkens totale område, fra salmer, brigademarcher osv.. ikke for at være moderne (eller postmoderne for den sags skyld) men for at vise at alle de trygge afgrænsninger kun findes i vores hoveder, ikke i livet selv" 136
Af Ives selv igen "Min gud, hvad har musik med lyd at gøre? Det den lyder som er måske slet ikke hvad den er!" 136
Værket er for Ives ikke et nøje planlagt indelukke, men et udsnit af mangfoldighed. Det stiller spørgsmål ude samtidig at give svar: Spørgsmål om hvordan musikken bruges, hvordan den høres, tænkes og vurderes s. 138
Ives fik ry som en slags musikalsk Edison fordi han foregreb en masse teknikker og holdninger - til det svarede han: "er det måske min skyld?" Og nej det var det jo ikke.
"Hans musik er en lang udfordring til selvstændig åndelig aktivitet - John Cage har sagt "koncertgængeren skal selv gøre noget, ikke gøres noget ved".
Charles Ives har skrevet en bog der hedder Essays Before a Sonata som jeg næsten ikke kan anbefale nok. Det er sjovt nok klassiske musikkerer der skriver bedst om musik, fordi de ellers generelt er dem som i hvert fald i forhold til den slags lyd dyrkelse jeg er indvolveret i, er længst væk. De er selvfølgelig vældigt dyrkbare som musikkere. Af skrivende musikkere kan nævnes Harry Partch (hans Genesis of a Music er den bog der når op på siden af Ives, den er helt suveræn, der kommer sgu nok noget mere om ham senere), Henry Cowell (han har skrevet en biografi om Ives som er forholdsvis god, men også for sød), men han har også skrevet flere andre bøger og der står guldranede ting indimellem, John Cage, jeg har især nydt den bog der hedder "conversations with Cage" og sidste med ikke mindst Morton Feldman som har udgivet en masse mærkgelige små ting i nogle flotte bøger. Det er i øvrigt symptomatisk at disse musikkere skriver bedre end langt de fleste samfundsteoretikkere om samfundet. De skriver ganske enkelt klart og tydeligt om det og de ser ud til virkelig, at vide noget om det, at skabe.
Nå men dette handler om Charles Ives. Pionær USA er en forholdsvis stor nydelse at beskæftige sig med, det er skabelsen af et land og det er skabelsen af et kæmpe stort land fuldt af syrehovedet (og syrehoveder, ja de er ikke altid gode mennesker, men det er tæskeedme smukke) men vel og mærke syrehoveder der på meget meget kort tid, nåede, at skabe det mest brølende land i verden. Charles Ives essays before a sonata handler om Emerson, Thoreau, Alcotterne og sidst men ikke mindst Hawthorne. Men lige så meget handler den om hvad man kan ville med musik og det er eddermamer ikke lidt. De sonater bogen er før og som den egentlig skal forberede hørelsen af forsøger at genskabe den fuldstændigt vanvittige og i sandhed trancendentale ånd som der herkskede i Concord Massachusetts, hvor alle disse mennesker residerede, i det gamle amerika. Disse mennesker er fødslen af den amerikanske pragmatisme i dens mest smukke begyndelse, mest fabelagtige og Ives er som man kan læse ovenfor viderføreren. Men han er det endnu mere end man har fået fornemmelsen af ved, at læse indtil nu. For Ives levede ikke af at lave musik. Tværtimod var han en af pionerende inde for forsikringsbranchen USA, han skrev fx den mest brugte lære bog om forsikringssalg. Ives valgte forsikringsbranchen som en branche hvor han kunne gøre godt, han så det som en nødvendighed for USA's befolkning. Og hans forsikringsselskab var vel og mærke ret succesfuldt. Hvis man skal tage de bøger jeg har læst for gode varer, så var Ives forsikringsarbejde en forlængelse af hans musiskearbejde og omvendt. Dette er pragmatisme.
Af Ives Musik kan især andbefales nogle optagelser der hedder early pianosuites. Jeg har mest holdt mig til de mindre værker, især fordi jeg ikke rigtig har lært, at hører på symfoniorkestre endnu.
Silver Jews forsanger taler ud he he he
Silver Jews har aldrig været min favorit, selvom de da har lavet nogle ok sange. Nu siger de stop og så mener den kære Bergman så åbenbart, at han kan åbne op for sine dunkle hemmelighed. Det er tæske sjovt, det er det fanme. Det er ikke bare lidt sjovt, det er utroligt sjovt, det er sjovt på en måde der er lige præcis så klassisk, at jeg overhoved ikke fatter nogen tragik.
Og så... læg mærke til de sidste sætninger - der er behov for, at retfærdigheden sker fyldest, der stopper det næsten med, at være sjovt... men fucking ikke helt, jeg forestiller mig hvordan han sammen med 5 kunstnertyper, 5 af de mere smadrede typer, 5 der ingen succes har haft, 5 som har udviklet deres kunst i det skjulte, i ensomhed og som kun har haft dyr og måske deres sexpartnere som tilskuerer, deltagerer og ja mest af alt har de udviklet en fiktion af vold, afmagt osv. Mens FarBergman er af den anden skole... det bliver et smukt møde, FarBergman, kunne han ikke godt vise sig, at sluge enhver af de dickslappinger som de kunne finde på.
My Father, My Attack Dog
Now that the Joos are over I can tell you my gravest secret. Worse than suicide, worse than crack addiction:
My father.
You might be surprised to know he is famous, for terrible reasons.
My father is a despicable man. My father is a sort of human molestor.
An exploiter. A scoundrel. A world historical motherfucking son of a bitch. (sorry grandma)
You can read about him here.
www.bermanexposed.org
My life is so wierd. It's allegorical to the nth. My father went to college at Transylvania University.
You see what I'm saying.
A couple of years ago I demanded he stop his work. Close down his company or I would sever our relationship.
He refused. He has just gotten worse. More evil. More powerful. We've been "estranged" for over three years.
Even as a child I disliked him. We were opposites. I wanted to read. He wanted to play games.
He is a union buster.
When I got out of college I joined the Teamsters (the guards were union organized at the Whitney).
I went off to hide in art and academia.
I fled through this art portal for twenty years. In the mean time my Dad started a very very bad
company called Berman and Company.
He props up fast food/soda/factory farming/childhood obesity and diabetes/drunk driving/secondhand smoke.
He attacks animal lovers, ecologists, civil action attorneys, scientists, dieticians, doctors, teachers.
His clients include everyone from the makers of Agent Orange to the Tanning Salon Owners of America.
He helped ensure the minimum wage did not move a penny from 1997-2007!
The worst part for me as a writer is what he does with the english language.
Though vicious he is a doltish thinker
and his spurious editorials rely on doublethink and always with the Lashon Hara.
As I studied Judaism over the years, the shame and the shanda,
grew almost too much. my heart was constantly on fire for justice. I could find no relief.
This winter I decided that the SJs were too small of a force to ever come close to
undoing a millionth of all the harm he has caused. To you and everyone you know.
Literally, if you eat food or have a job, he is reaching you.
I've always hid this terrible shame from you, the fan. The SJs have always stood autonomous and clear.
Hopefully it won't contaminate your feelings about the work.
My life has been riddled with Ibsenism. In a way I am the son of a demon come to make good the damage.
Previously I thought, through songs and poems and drawings I could find and build a refuge away from his world.
But there is the matter of Justice.
And i'll tell you it's not just a metaphor. The desire for it actually burns.
It hurts.
There needs to be something more. I'll see what that might be.
DCB
if you want to know what evil Herr Attackdog is currently up to look here:
http://www.alternet.org/workplace/120426/ad_wars:_'dr._evil'_vs._unions_over_employee_free_choice_act/)
Og så... læg mærke til de sidste sætninger - der er behov for, at retfærdigheden sker fyldest, der stopper det næsten med, at være sjovt... men fucking ikke helt, jeg forestiller mig hvordan han sammen med 5 kunstnertyper, 5 af de mere smadrede typer, 5 der ingen succes har haft, 5 som har udviklet deres kunst i det skjulte, i ensomhed og som kun har haft dyr og måske deres sexpartnere som tilskuerer, deltagerer og ja mest af alt har de udviklet en fiktion af vold, afmagt osv. Mens FarBergman er af den anden skole... det bliver et smukt møde, FarBergman, kunne han ikke godt vise sig, at sluge enhver af de dickslappinger som de kunne finde på.
My Father, My Attack Dog
Now that the Joos are over I can tell you my gravest secret. Worse than suicide, worse than crack addiction:
My father.
You might be surprised to know he is famous, for terrible reasons.
My father is a despicable man. My father is a sort of human molestor.
An exploiter. A scoundrel. A world historical motherfucking son of a bitch. (sorry grandma)
You can read about him here.
www.bermanexposed.org
My life is so wierd. It's allegorical to the nth. My father went to college at Transylvania University.
You see what I'm saying.
A couple of years ago I demanded he stop his work. Close down his company or I would sever our relationship.
He refused. He has just gotten worse. More evil. More powerful. We've been "estranged" for over three years.
Even as a child I disliked him. We were opposites. I wanted to read. He wanted to play games.
He is a union buster.
When I got out of college I joined the Teamsters (the guards were union organized at the Whitney).
I went off to hide in art and academia.
I fled through this art portal for twenty years. In the mean time my Dad started a very very bad
company called Berman and Company.
He props up fast food/soda/factory farming/childhood obesity and diabetes/drunk driving/secondhand smoke.
He attacks animal lovers, ecologists, civil action attorneys, scientists, dieticians, doctors, teachers.
His clients include everyone from the makers of Agent Orange to the Tanning Salon Owners of America.
He helped ensure the minimum wage did not move a penny from 1997-2007!
The worst part for me as a writer is what he does with the english language.
Though vicious he is a doltish thinker
and his spurious editorials rely on doublethink and always with the Lashon Hara.
As I studied Judaism over the years, the shame and the shanda,
grew almost too much. my heart was constantly on fire for justice. I could find no relief.
This winter I decided that the SJs were too small of a force to ever come close to
undoing a millionth of all the harm he has caused. To you and everyone you know.
Literally, if you eat food or have a job, he is reaching you.
I've always hid this terrible shame from you, the fan. The SJs have always stood autonomous and clear.
Hopefully it won't contaminate your feelings about the work.
My life has been riddled with Ibsenism. In a way I am the son of a demon come to make good the damage.
Previously I thought, through songs and poems and drawings I could find and build a refuge away from his world.
But there is the matter of Justice.
And i'll tell you it's not just a metaphor. The desire for it actually burns.
It hurts.
There needs to be something more. I'll see what that might be.
DCB
if you want to know what evil Herr Attackdog is currently up to look here:
http://www.alternet.org/workplace/120426/ad_wars:_'dr._evil'_vs._unions_over_employee_free_choice_act/)
Kostya Tszyu
Kostya Tszyu er en temmelig fabelagtig bokser, en rigtig yngling ud i kroppens filosofi. Især denne kamp mod Vernon Forest, en senere verdensmester og hvis jeg ikke husker forkert nutidig mester, er udtryk for Kostya Tszyu helt fabelagtige kombination af reflekser, brutalitet, fleksibilitet og overlegen teknik.
Hans historie som bokser er lidt omtumlet, især fordi han, som han også gør i denne kamp, bliver stående ret op og ned foran sin modstander og tror på, at han kan ramme sin modstander før han selv bliver ramt - det kan han ikke altid. En anden og for mig mere sørgelig grund er, at han mister noget af sin fabelagtige kropskontrol, han slår stadig som en hest som vi skal se i kampen mod Judah, men hvor han engang ville have kunnet matchet Judah i hurtighed, er han nu henvist til, at tæske en lige højre i fjæsset på ham og vinde en kamp der egentlig på papiret var Judahs.
De næste kampe er fra hans storhedstid. Det er kampe hvor han går henover sine modstandere, der er plads til mere brutalitet og dermed en væsentlig udvidelse af udfoldelses mulighederne i professionel boksning og det sørger kostya for, at udnytte.
Her en tidlig kamp
Her mod Jan Bergman
Her mod Ruelas
¨
Her mod Miguel Angel Gonzalez
Den sidste kamp jeg har valgt at vise er Judah kampen. Den er ikke køn, men det ser rigtig sjovt ud da Judah bliver ramt. Judah er en ret sørgelig historie, ufattelig talentfuld kropsligt, hurtig, rimelig kraftfuld og udstyret med et væld af slag, men også ufattelig god til at gøre sig selv til grin, fx ved, at lave denne lille dans, mens han forsøger at overbevise dommeren om et eller andet og bliver vinket af. Det skal siges, at jeg mener dommeren skulle have talt over ham. Han ser absolut ud til, at være ramt, men han ser også ud til, at komme ret hurtigt op da han ser, at dommeren vinker kampen af. Mht Kostya, ja så er det sgu ikke hans smukkeste kamp, jeg har set flere der siger, at han uanset hvad ville have vundet kampen, at hans lige højre var designet til en mand som Judah, sådan ser det ikke ud for mig, men på den anden side, Judah, han ser ud til at være i stand til at smide enhver kamp væk, hvis bare der er den mindste kvalitet i modstanderen.
Frye og kritiske bedømmelser.
Nothrop Frye er en af mine helte. Han er en af de mest umulige helte jeg har. Men han siger tingende så fantastisk og han siger dem uden filosoffernes latterligheder, han taler ikke om verden, ikke om bedre steder, hvis han taler om noget, taler han om hvad litteratur der interessere ham og han taler dermed med den, inden for sine interesser og ja hans interesser er temmeligt fede, selvom det faktisk ikke altid ser sådan ud.
Og endnu en ting. Af de store litterære kritikkere i amerika er Bloom også god, men han er ikke en helt, han er en temmelig vild maskine, meget meget nuaceret producerende, mens han læser. Og alligevel er han ubehagelig, hans interesse er ikke skabelse, men beherskelse... Frye er lige omvendt og DET KA JEG LI.
“jeg forstod tideligt i min karriere som litteraturkritikker, at vurderingen af et værk er en underordnet og uvæsentlig funktion i den kritiske proces, i bedste fald et tilfældigt biprodukt, som aldrig bør have lov at spille en hovedrolle inden for den litterære kritik. Det er ofte blevet sagt, at det at vælge en digter at udtale sig om frem for en anden, indebærer en værdidom. Dette er sandt – men det siger så tilgengæld noget om, hvor værdidommene hører hjemme: sammen med de foreløbige arbejdshypoteser, hvor de altid kan gøres til genstand for revision. De er ikke i egentlig forstand udgangspunktet for det kritiske arbejde. Hvis man accepterer den normlae værdidom over Shakespeare, kan det godt blive årsagen til, at man fortsætter med at studere hans værker. Men den forskning, der følger heraf, vil aldrig være bygget på denne værdidom. Og det samme gælder i endnu højere grad forskningens mål. Svaret på spørgsmålet: 'hvorfor er det mere givende at tale om A end om B?' kan, i det omfang der overhoved gives et svar, kun findes ved fortsat arbejde mmed A. Yderligere arbejde med A kan i sidste ende fre os hinsides litteraturen og frem til det større spørgsmål om ordenees sociale funktion. Vurderingen der nødvendigvis må holde sig inden for litteraturens rammer, blokerer for dette bredere perspektiv. Bibelen undgår denne forhindring, hovedsagelig fordi alle spørgsmål om dens litterære værde er så iøjenfaldende overflødige. Derfor førte den mig efterhånden uden for litteraturen og ind i den større sproglige kontekst, hvoraf litteraturen er en del.” s. 28 Den store kode.
Hvis dette syn var det fremherskende, ville vi have en meget anden verden. Vi ville fx ikke have dette andmelderi, hvori vi forsøger, at bedømme, bedømme og bedømme. Bedømmelsen sætter værkerne i et andet lys, især fordi de er så enerådende som talen om værker. Men man kan ikke høre, mens man bedømmer. Der er en snak, fx har Stjernefelt noget om det i sin bog med Søren U. Thomsen (som er meget interesant og utrolig dårlig). Stjernefelt forsøger, at beskrive hvordan værkernes værdi er blevet udslettet fra den offentlige diskurs. Han mener, at den forsvinder fordi der hersker en negativisme, det vigtige bliver værkets regelbrud, dets overkommen af normerne osv. og for Stjernefelt hat denne negativisme ført til, at det eneste der er vigtigt nu overhoved er, at sige, at dette værk, denne kunstner har overtrådt normerne, intet om hvordan, intet om hvorfor og for Stjernefelt er det også vigtigt, at sige: intet om hvor godt. Jeg vil skide på godt, det viser sig selv. Men hvordan interessere mig og også hvorfor. Ingen af dem i absolut forstand, men netop fordi jeg syntes det er sjovt, at smadre ting. For mig er det lige omvendt. Man stopper med at læse når man bedømmer og altså gør man noget andet end at bedømme værdi, hvis man bedømmer godt.
Og endnu en ting. Af de store litterære kritikkere i amerika er Bloom også god, men han er ikke en helt, han er en temmelig vild maskine, meget meget nuaceret producerende, mens han læser. Og alligevel er han ubehagelig, hans interesse er ikke skabelse, men beherskelse... Frye er lige omvendt og DET KA JEG LI.
“jeg forstod tideligt i min karriere som litteraturkritikker, at vurderingen af et værk er en underordnet og uvæsentlig funktion i den kritiske proces, i bedste fald et tilfældigt biprodukt, som aldrig bør have lov at spille en hovedrolle inden for den litterære kritik. Det er ofte blevet sagt, at det at vælge en digter at udtale sig om frem for en anden, indebærer en værdidom. Dette er sandt – men det siger så tilgengæld noget om, hvor værdidommene hører hjemme: sammen med de foreløbige arbejdshypoteser, hvor de altid kan gøres til genstand for revision. De er ikke i egentlig forstand udgangspunktet for det kritiske arbejde. Hvis man accepterer den normlae værdidom over Shakespeare, kan det godt blive årsagen til, at man fortsætter med at studere hans værker. Men den forskning, der følger heraf, vil aldrig være bygget på denne værdidom. Og det samme gælder i endnu højere grad forskningens mål. Svaret på spørgsmålet: 'hvorfor er det mere givende at tale om A end om B?' kan, i det omfang der overhoved gives et svar, kun findes ved fortsat arbejde mmed A. Yderligere arbejde med A kan i sidste ende fre os hinsides litteraturen og frem til det større spørgsmål om ordenees sociale funktion. Vurderingen der nødvendigvis må holde sig inden for litteraturens rammer, blokerer for dette bredere perspektiv. Bibelen undgår denne forhindring, hovedsagelig fordi alle spørgsmål om dens litterære værde er så iøjenfaldende overflødige. Derfor førte den mig efterhånden uden for litteraturen og ind i den større sproglige kontekst, hvoraf litteraturen er en del.” s. 28 Den store kode.
Hvis dette syn var det fremherskende, ville vi have en meget anden verden. Vi ville fx ikke have dette andmelderi, hvori vi forsøger, at bedømme, bedømme og bedømme. Bedømmelsen sætter værkerne i et andet lys, især fordi de er så enerådende som talen om værker. Men man kan ikke høre, mens man bedømmer. Der er en snak, fx har Stjernefelt noget om det i sin bog med Søren U. Thomsen (som er meget interesant og utrolig dårlig). Stjernefelt forsøger, at beskrive hvordan værkernes værdi er blevet udslettet fra den offentlige diskurs. Han mener, at den forsvinder fordi der hersker en negativisme, det vigtige bliver værkets regelbrud, dets overkommen af normerne osv. og for Stjernefelt hat denne negativisme ført til, at det eneste der er vigtigt nu overhoved er, at sige, at dette værk, denne kunstner har overtrådt normerne, intet om hvordan, intet om hvorfor og for Stjernefelt er det også vigtigt, at sige: intet om hvor godt. Jeg vil skide på godt, det viser sig selv. Men hvordan interessere mig og også hvorfor. Ingen af dem i absolut forstand, men netop fordi jeg syntes det er sjovt, at smadre ting. For mig er det lige omvendt. Man stopper med at læse når man bedømmer og altså gør man noget andet end at bedømme værdi, hvis man bedømmer godt.
"Sexuality is one of those very basic issues. Life and death and sexuality are interlinked. You can't discuss one without in some way discussing the others. Since my films are concerned very much with death and the human body, sexuality is automatically discussed. And in this area we are not fully evolved - culturally, physically or in any other way. The films are an attempt to try and perceive what, having said that, a fully evolved human being might look like" s.65 (cronenberg on cronenberg.
I forhold til det tideligere citat: hvad er det han vil, her siger han et fuldt udviklet menneske, hvordan det ser ud? Hvad for et menneske? På en eller anden måde forstår jeg ham, fx interessere han sig også for skønheden i grimhed, han bekymre sig derfor ikke om skønhed, den vokser altid frem alligevel.
"I don't believe that anybody is in control. That's what McLuhan was talking about when he said the reason we have to understand media is because if we don't it's going to control us. We don't have to anthropomorphize the media and say it will control us. The media does not have a brain; it's just technology. What it means is that things are out of control. Nobody's in control. There is only the appearance of control. I feel disorder is very close, which is one of the reasons I suppose I feel like an outsider, simply because I think I'm more conscious of the presence and closeness of chaos" s. 67
"I'm sending out my films as integral, organic living things. The people who are my audience receive them that way. The people who are not my audience dissect them, looking for the gall bladder to see whether it's diseased!
I forhold til det tideligere citat: hvad er det han vil, her siger han et fuldt udviklet menneske, hvordan det ser ud? Hvad for et menneske? På en eller anden måde forstår jeg ham, fx interessere han sig også for skønheden i grimhed, han bekymre sig derfor ikke om skønhed, den vokser altid frem alligevel.
"I don't believe that anybody is in control. That's what McLuhan was talking about when he said the reason we have to understand media is because if we don't it's going to control us. We don't have to anthropomorphize the media and say it will control us. The media does not have a brain; it's just technology. What it means is that things are out of control. Nobody's in control. There is only the appearance of control. I feel disorder is very close, which is one of the reasons I suppose I feel like an outsider, simply because I think I'm more conscious of the presence and closeness of chaos" s. 67
"I'm sending out my films as integral, organic living things. The people who are my audience receive them that way. The people who are not my audience dissect them, looking for the gall bladder to see whether it's diseased!
Subscribe to:
Comments (Atom)
